Michela Murgia: Accabadora

Til min mor
Til dem begge

Kapitel et

Fillus de anima, sjælebørn.

Sådan kalder man de børn der bliver født to gange, af den ene kvindes fattigdom og den anden kvindes ufrugtbarhed. Maria Listru blev ved sin anden fødsel den sene velsignelse af Bonaria Urrais sjæl.

Da den gamle kvinde standsede under citrontræet for at tale med hendes mor, Anna Teresa Listru, var Maria seks år og fejlen efter tre veludførte ting. Hendes søstre var allerede små frøkener, og hun sad alene på jorden og rørte en kage sammen af mudder og myrer med en lille kvindes omhu. De bevægede deres røde ben i mudderblandingen og døde langsomt under pynten af markblomster og sukkersand. I den stærke julisol voksede kagen i hendes hænder, smuk som onde ting sommetider kan være. Da pigen løftede blikket fra mudderet, fik hun øje på tzia Bonaria Urrai der stod i modlyset med hænderne på den magre mave og smilede veltilfreds på grund af noget Anna Teresa Listru lige havde foræret hende. Først langt senere gik det rigtig op for Maria hvad det var.

Hun fulgte med tzia Bonaria samme dag, stadig med mudderkagen i den ene hånd, i den anden havde hun en kurv fuld af friske æg og persille, en sidste fattig takkegave fra moderen.

Maria lo. Hun følte inderst inde at hun måske burde græde, men hun kunne ikke komme i tanke om hvorfor. Jo længere væk hun kom fra barndomshjemmet, jo mere blegnede også erindringen om moderens ansigt, næsten som om hun havde glemt det for et stykke tid siden, i det uforklarlige øjeblik hvor små piger selv beslutter hvad de vil komme i deres mudderkager. Derimod skulle hun i årevis huske den bagende varme himmel og tzia Bonarias fødder i sandalerne, den ene der kom til syne, den anden der skjulte sig under den sorte nederdels kant, i en rytme så hurtig at hendes ben havde svært ved at følge med.

Tzia Bonaria gav hende en seng der var helt hendes egen, i et værelse fyldt med helgener, alle sammen onde. Dér forstod Maria at Paradiset ikke var et sted for børn. To nætter lå hun uden at sige en lyd og stirrede ind i mørket og ventede på at en af figurerne skulle begynde at græde blod eller en af glorierne begynde at gnistre. Den tredje nat gav hun efter for sin angst for Jesusstatuen med den udstrakte pegefinger der så rædselsvækkende ud med de tre rosenkranse på brystet hvor blodet vældede frem. Da kunne hun ikke holde det ud længere og skreg.

Tzia Bonaria åbnede næsten øjeblikkelig døren og fandt Maria stående op mod væggen mens hun knugede den grove pude af uld som hun havde valgt til beskyttende krammedyr. Så faldt hendes blik på den blødende Jesusstatue der syntes at være kommet tættere på sengen end nogensinde før. Hun tog statuen under armen og bar den ud uden et ord. Dagen efter forsvandt også vievandskarret med billedet af den hellige Rita og det mystiske lam af gips, det var tjavset som en omstrejfende hund og vildt som en løve. Først efter nogen tid begyndte Maria igen at bede Ave Maria, men ganske sagte, for Jomfru Maria skulle helst ikke høre det og tage hende alvorligt nu og i vor dødstime amen.

*    *    *

Hvor gammel var tzia Bonaria dengang? Det var ikke til at vide; hun syntes i årevis ikke at være blevet ældre. Det var som om hun var blevet gammel før tid af egen fri vilje og nu tålmodigt ventede på at årene skulle indhente hende. Maria var derimod kommet for sent, også til sin mors mave, og havde lige fra begyndelsen vænnet sig til at være den man sidst bekymrede sig om, for familien havde allerede bekymringer nok. Hos denne kvinde oplevede hun derimod det uvante i at være betydningsfuld. Når hun om morgenen gik af sted til skole med læsebogen trykket ind mod brystet, var hun sikker på at hun, hvis hun vendte sig om, ville se tzia Bonaria stå lænet op ad dørkarmen og kigge efter hende.

Maria var ikke klar over det, men den gamle kvinde var der især om natten, i de rolige nætter hvor ingen synd kunne gives skylden for at man ikke kunne sove. Da listede hun ind i værelset, satte sig ved siden af sengen hvor pigen lå og sov, og betragtede hende i mørket. De nætter sov Maria der troede at hun var det vigtigste i tzia Bonarias tanker, uden at vide hvor tungt det også er at være den eneste.

I Soreni forstod man kun alt for godt grunden til at Anna Teresa Listru havde givet pigen til den gamle kvinde. Hun havde på trods af familiens råd giftet sig med den forkerte og havde brugt de følgende femten år på at jamre over sin mand der kun var god til én ting. Anna Teresa Listru beklagede sig glad og gerne til naboerne over at manden ikke engang havde forstået at vise sig lidt nyttig i døden ved for eksempel at dø i krigen og efterlade hende med en pension. Men Sisinnio Listru, der var blevet kasseret på grund af uduelighed, var død på lige så tåbelig manér som han havde levet, presset flad som en drue i en druepresse under traktoren der tilhørte Boreddu Arresi hos hvem han indimellem var daglejer. Anna Teresa Listru, der havde fire piger, var fra at være fattig blevet endnu fattigere, hun havde lært at koge suppe – som hun sagde – på skyggen af klokketårnet. Nu da tzia Bonaria havde bedt om at få Maria til datter, kunne hun hver dag putte et par kartofler fra Urrais jordbesiddelser i suppen. Det var næsten for godt til at være sandt. Hvis prisen var pigebarnet, så fred være med det, hun havde stadig tre andre.

Hvorfor tzia Bonaria Urrai havde taget pigen til sig i sin høje alder, var der derimod ingen der begreb. Tavsheden blev lang som en skygge når den gamle kvinde og pigen sammen gik forbi på vejen og efterlod en hale af hviskende stemmer fra nabolaget. Bainzu, tobakshandleren, frydede sig ved tanken om at også de rige har brug for et par hænder der kan tørre dem i røven når de bliver gamle. Men Luciana Lodine, blikkenslagerens ældste datter, kunne ikke se nogen grund til at skaffe sig en arving på halsen for at klare noget man kunne få enhver godt betalt tjenestepige til at gøre. Ausonia Frau der vidste mere om røve end en sygeplejerske, kunne godt lide at lukke diskussionen med at slå fast at end ikke ræven bryder sig om at dø alene, og så forstummede samtalen.

Hvis Bonaria Urrai ikke havde været velhavende, ville hun selvfølgelig være endt som enhver anden der havde mistet sin mand, i stedet for at tage et sjælebarn til sig. Hun var enke efter en der aldrig havde giftet sig med hende, og ville under andre omstændigheder være endt som luder, lægsøster eller nonne, og skodderne ville altid have været lukkede, og hun ville have gået klædt i sort så længe hun levede. Det var krigen der havde berøvet hende brudekjolen, selv om en og anden sagde at Raffaele Zincu nok ikke var død ved Piave-floden, nej, han havde snarere mødt en anden og havde valgt at spare rejsen og forklaringerne, snu som han var. Måske var det grunden til at Bonaria Urrai var blevet gammel allerede som ung, og ingen nat forekom Maria mere sort end hendes nederdel. Men landsbyen var fuld af enker efter mænd der levede endnu, det vidste sladderkællingerne, og det vidste Bonaria Urrai, og hver morgen når hun gik hen for at hente nybagt brød hos bageren, holdt hun hovedet højt, og hun standsede aldrig for at tale med nogen, men gik hjem igen med rank ryg.

Bonarias største bekymring med hensyn til at tage et sjælebarn til sig var nu ikke hvad folk skulle finde på at sige om det, men hvordan den lille pige ville reagere i starten. Maria havde hele sit liv været vant til at sove sammen med sine tre søstre i det samme rum og regnede kun den plads for sin der var inden for en armslængdes afstand. Nu blev der vendt op og ned på denne indre geografi, for i tzia Bonarias hus havde hun så megen plads til rådighed at det tog hende flere uger at vænne sig til at der ikke lige pludselig kom én farende ud fra et af de mange værelser for at sige “fingrene væk, det er min.” Bonaria Urrai begik aldrig den fejltagelse at sige til hende at hun bare skulle lade som om hun var hjemme, og hun kom heller ikke med andre af den slags banaliteter som man brugte for at minde gæster om at de var alt andet end hjemme. Hun ventede stille og roligt på at de rum der havde stået tomme i årevis, langsomt antog form efter pigen, og da alle dørene efter en måneds tid var blevet åbnet og forblev åbne, fik hun en fornemmelse af at det havde været rigtigt at lade huset selv tage affære. Da først Maria følte sig fortrolig med huset, begyndte hun så småt at være mere nysgerrig med hensyn til den kvinde der havde taget hende til sig.

– Hvem er du datter af, tzia? sagde hun en dag med munden fuld af suppe.

– Min far hed Taniei Urrai, det er manden på billedet dér … Bonaria pegede på det gamle gulnede fotografi over kaminen hvor den cirka trediveårige Daniele Urrai knejsede i sin fløjlsvest og i Marias øjne lignede alt andet end en far til den gamle kvinde der sad over for hende. Bonaria så vantroen i hendes ansigt.

– På det billede var han ung, jeg var ikke født endnu, forklarede hun.

– Og havde du ingen mor? insisterede Maria der tilsyneladende ikke var særlig fortrolig med tanken om at man kunne være datter af en far.

– Selvfølgelig havde jeg det, hun hed Anna. Hun er også død, det er mange år siden.

– Ligesom min far, sagde Maria alvorligt. – Det gør de indimellem.

Bonaria var overrasket.

– Gør hvad?

– Dør, før vi bliver født. Maria så tålmodigt på hende. – Det har Rita, Angela Muntonis datter, fortalt mig, tilføjede hun uvilligt. – Det gjorde hendes far også.

Mens hun forklarede, bevægede hendes ske sig i luften som en musikers bue.

– Ja, det er der nogle der gør. Men ikke alle, sagde Bonaria og kiggede på hende med et ubestemt smil.

– Nej, selvfølgelig ikke alle, samtykkede Maria. – Der må i det mindste være én tilbage. For at tage sig af børnene. Derfor er der altid to forældre.

Bonaria nikkede og stak igen skeen ned i sin suppe. Hun var sikker på at der ikke var mere at sige om den sag.

– Var I to?

Endelig forstod Bonaria, og uden at afbryde spisningen lykkedes det hende at tale med den samme næsten henkastede tone hun hele tiden havde brugt.

– Ja, vi var to. Også min mand døde.

– Åh, han er død …, kom det efter en kort pause fra Maria der ikke vidste om hun skulle være lettet eller ked af det.

– Ja, sagde Bonaria alvorligt. – Det gør de indimellem.

Pigen begyndte igen at puste forsigtigt på suppen efter at have fået bekræftet denne personlige statistik. Fra tid til anden så hun op fra den dampende ske og mødte tzia Bonarias blik, og så kom hun til at smile.

Efter den dag begyndte Maria at sidde på køkkenbordet med benene dinglende og vente når Bonaria om morgenen gik hen for at købe brød, mens hun tavst talte gummiskoenes bankende lyd mod stolen indtil hun havde lært tallene. Når hun nåede til hundrede for tredje gang, vendte tzia Bonaria tilbage, og så spiste de lunt brød og ovnbagte figner før Maria skulle i skole.

– Spis, Maria, så dine bryster kan vokse! sagde tzia og klappede på det der var tilbage af hendes egne bryster.

Og Maria lo og spiste fignerne to ad gangen, og så løb hun ind på værelset, stadig med figenkerner mellem tænderne, for at se om det var rigtigt, for alt hvad tzia Bonaria sagde, var Guds ord på denne jord. Men Maria sagde aldrig mor til hende i de tretten år hun boede hos hende, for mødre er noget andet.