Accabadora

På Sardinien betyder accabadora ’hende som afslutter’. I samfundets øjne udfører denne kvinde en kærlig og barmhjertig gerning ved at hjælpe skæbnen lidt på vej og afslutte de døendes lidelser og smerter. Hun er ’den sidste moder’.
Romanen foregår i 1950’erne. Da den seksårige Maria bliver adopteret af den barnløse tzia Bonaria Urrai og får status af ’fillus de anima’, ’sjælebarn’, ændrer hendes liv ændrer sig drastisk, og hun får langt om længe den opmærksomhed som hun indtil dette tidspunkt har savnet. Men hendes nye mor forsøger at holde noget skjult for hende, et hemmeligt liv der er tæt knyttet til Sardiniens ældgamle traditioner og vaner.
En aften banker det på døren, og efter lidt hvisken frem og tilbage følger tzia Bonaria med en ung mand, mens Maria får besked på at lægge sig til at sove igen. Næste morgen ringer dødsklokken, og tzia Bonaria og Maria skal på kondolencevisit hos nabofamilien da familiens overhoved er død samme nat.
Langsomt går det op for Maria at hendes nye mor holder noget skjult for hende; noget der er tæt knyttet til Sardiniens ældgamle traditioner.
Romanen er en udviklingsroman der stiller eksistentielle spørgsmål, for eksempel om retten til selv at bestemme over sit liv og sin død. Temaerne aktiv dødshjælp og adoption behandles med udgangspunkt i en kultur der med rødder i det hedenske og arkaiske trækker tråde til et samfund der bygger på solidaritet og det at tage et ansvar på sig.

En smagsprøve (bogens kapitel 1) er vist her.

Omslaget er en bearbejdelse af et foto af et såkaldt muralmaleri (murale) fra Sardinien. Mest kendt for sine murmalerier er nok Orgosolo, se for eksempel her. Murmalerierne er meget forskellige, en del har politisk motiv, men fælles for dem alle er, at de bliver malet om og over når husene renoveres … derfor er også maleriet fra omslaget ændret nu, så du kan ikke finde billedet i dag hvis du besøger Orgosolo (men et andet der ligner)! Billedet faldt jeg tilfældigt over i en italiensk anmeldelse af Accabadora, og da jeg så farverne og motivet, var jeg ikke i tvivl. Farverne signalerer Italien, og de to kvinder i døråbningen og den tredje kvinde lidt for sig selv giver indtryk af noget hemmelighedsfuldt.

Artikel af Siri Rønne Christiansen : “Sardisk roman stiller store spørgsmål” om Michela Murgia: Accabadora i tidsskriftet Italia – ja tak!, nr. 10, juni 2015. Artiklen kan læses her – og “klippes” ud, hvis man logger ind

Maria Nielsens anmeldelse 6.6.2016 “Er døden en gave, vi giver hinanden?” i netmediet Modkraft kan læses her.