Tine Roesen

Tine Roesen er lektor i russisk ved Københavns Universitet. Hun har oversat de moderne russiske forfattere Aleksej Slapovskij og Vladimir Sorokin til dansk. Til Forlaget Palomar har hun oversat Svetlana Aleksijevitjs Krigen har ikke et kvindeligt ansigt (2015) og Secondhand-tid (2016).

Statens Kunstfond præmierede i 2016 Tine Roesen med 75.000 kr. for oversættelsen af Svetlana Aleksijevitjs ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt”. Fra pressemeddelelse på Statens Kunstfonds hjemmeside 7.3.2016:

Nobelprisvinderen Svetlana Aleksijevitjs dokumentarroman “Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” er først og fremmest karakteriseret ved en stor variation af fortællestemmer. Foruden de mange mundtlige vidnesbyrd som forfatteren har samlet og redigeret, er der Aleksijevitjs egen fortællerstemme, som binder værket sammen. Det er en udsøgt fornøjelse at læse oversættelsen, som uden at skjule sit russiske udgangspunkt overfører teksten til et fint, tilgængeligt og gennemarbejdet dansk. Nuancerne i kvindernes stemmer, deres personligheder, som læseren opfanger i den russiske tekst, er lige så tydelige i den danske.
Tekstens udfordring er ikke primært dens kompleksitet, men snarere dens umiddelbarhed, fordi den i så høj grad er båret af den mundtlige form. Den russisk talesprog kan være meget kortfattet i formen, men oversættelsen rammer tonen til perfektion og hjælper læseren i processen ved for eksempel at lave sideordnede sætninger i stedet for den staccatoform, som kendertegner den russiske tekst.
Det er en glæde at få denne vigtige og vægtige udgivelse på et så fornemt dansk.