da jeg morgenlig og mosgrøn. Træder hen til vinduet

Friederike Mayröcker, da jeg morgenlig og mosgrøn. Træder hen til vinduet, oversat fra tysk af Madame Nielsen. Omslag Pia Bindra. 18. maj 2023. Vejl. pris 269,95 kr.

”Min udødelige (sjæl)!” skriver den østrigske digterinde Friedericke Mayröcker som 94-årig i sin sidste bog, med udråbstegn, en besværgelse, et skrig, hun besværger livet til sidste øjes blik; og i sin skrift, sine sitrende sætninger, er hun uden alder, spillevende, som et føl, der en forårsmorgen for første gang kommer på græs. Hun springer ud i sproget, boltrer sig i det, lader det knopskyde og indgå de forunderligste nye forbindelser. 

  Men hvad handler det om? Det handler om livet, alt det, der dog er, det nære og de nærmeste, som ikke blot er mennesker, men også fugle, blomster, insekter, den mindste lille ting. Og ikke blot de og det levende, også de pludselig for længst døde og til evig tid smerteligt savnede. Også de er i denne bog ’udødelige’.

  At læse Mayröcker kræver ingen særlige forudsætninger, det er bare at åbne bogen og træde ind i sproget, ”morgenlig og mosgrøn”, så folder verden sig ud i lyset som på den skæreste skønneste forårsdag, kom! 

Madame Nielsen