Solenoide

Som ung bliver jegpersonen hånet i universitetets litteraturkreds og opgiver drømmen om at blive forfatter. Nu er han kommunelærer ved skole nr. 86 i Bukarests udkant. I Ceausescu-tidens grå, nedslidte by bevæger han sig frem og tilbage mellem skolen og sit hjem. I fritiden fører han minutiøst detaljerede dagbøger om sine mange traumatiske barndomsoplevelser og sine drømme.

Men det er ikke alt. For rundt om i byen og under hovedpersonens hus ligger kæmpemæssige solenoider, magnetiske spoler, som får huse, mennesker og genstande til at levitere. Og byen, ”den grimmeste by i verden”, er befolket af originaler, for eksempel ’himmelråberne’, der går i procession til kirkegårde med skilte og protesterer mod død, sygdom og vild, en videnskabsmand, der dyrker fnatmider under huden på sin ene hånd, og skolens alkoholiserede vagtmand, der venter på at blive hentet op i himlen til noget større.

Nu har jeg igen fået lus, det undrer mig ikke længere, jeg bliver hverken panikslagen eller frastødt af det. Det klør bare. Jeg har hele tiden luseæg, de drysser ud, hver gang jeg friserer mig på badeværelset: bittesmå, perlemorsfarvede æg, der skinner mørkt mod porcelænet i håndvasken. Mange af dem sætter sig fast mellem kammens tænder, bagefter renser jeg den med en gammel tandbørste, den med mug på skaftet. Hvordan skulle jeg undgå at få lus – jeg er lærer ved en skole i forstaden.