Til minde om erindringen

Da fasteren dør, går Maria Stepanova på opdagelse i hendes lejlighed, der er fyldt med minder over et århundredes liv i Rusland: falmede fotos, gamle postkort, breve, dagbøger og dynger af souvenirs.

Kan vi forstå os selv uden at kende de mennesker og steder, vi stammer fra? Og hvad betyder det for os, hvis der ikke er nogen tilbage til at fortælle om fortiden, og hvis slægtsforskningen heller ikke fører til ret mange håndgribelige resultater? Disse store spørgsmål undersøger Stepanova i sit rummelige og ambitiøse prosaværk, som går i dialog med erindringsforskning, filosofi, kunst, populærkultur og forfattere som Marcel Proust, W.G. Sebald, Osip Mandelsjtam og Marina Tsvetajeva. Ydermere sætter hun sig den udfordring ikke at få ejerfornemmelser over fortidens mennesker, steder og genstande, men så vidt muligt lade dem tale for sig selv. I mange tilfælde må de tavse billeder og genstande fortolkes, og Stepanova er udfordret af det mørke og de hemmeligheder, der ligger over store dele af slægtens historie, ikke bare hos den jødiske gren, men også generelt på grund af krige og sovjettidens politiske omvæltninger.