Af: Nicola Lagioia: Vildskab gengives her romanens første afsnit.
En bleg, trekvartfuld måne oplyste hovedvejen. Klokken var to om natten. Vejen forbandt Tarantoprovinsen med Bari, og på dette tidspunkt af døgnet lå den almindeligvis øde hen. Vejbanen strakte sig mod nord og snoede sig langs en imaginær akse mens den lagde olivenlunde og vinmarker og korte rækker af hangarlignende kæmpeskure bag sig. Ved otteogtredivekilometer-stenen dukkede en tankstation op. Der var langt til den næste, og derfor var der ud over de selvbetjente benzinstandere for nylig blevet sat automater op hvor man kunne trække en kop kaffe og noget spiseligt, snacks eller sandwich. For at gøre opmærksom på det nye tiltag havde ejeren fået sat en skydancer op på værkstedets tag. En af de her fem meter høje dukker der pustes op af nogle store blæsere.
Den oppustelige sælger bølgede frem og tilbage i den tomme luft, og det ville den blive ved med til morgenens første lys viste sig. Den mindede mest af alt om et hvileløst spøgelse.
På den anden side af dette besynderlige syn fortsatte landskabet fladt og ensartet over flere kilometer. Det var næsten som at krydse en ørken. I det fjerne sås byen som et gnistrende diadem. På den anden side af autoværnet lå de uopdyrkede marker, frugttræerne og nogle få villaer der var godt skjult bag høje hække. I dette landskab bevægede nattens dyr sig omkring.
Natuglerne trak lange, skrå streger i luften. De gled med tunge vingeslag ganske tæt hen over jorden så insekterne, opskræmt af svirpende grene og hvirvlende døde blade, fløj ud i det åbne og dermed underskrev deres egen dødsdom. På et jasminblad rettede en fårekylling sine følehorn ud. Og hen over alt dette bevægede en stime af natsværmere sig lydløst i himmelhvælvingens skarpe lys som et kraftigt tidevand i et tomt rum.
De små skabninger havde med deres lodne vinger ikke ændret sig gennem millioner af år og fulgte også nu uden afvigelser den formel der sikrede at de kunne holde sig stabilt i luften. Fastgjort til månens usynlige tråd afsøgte de området i tusindvis, bølgende fra den ene side til den anden for at undgå rovfuglenes angreb. Og som hver nat gennem de sidste tyve år ville nogle hundrede stykker på et tidspunkt afbryde deres kontakt med himlen, og i den tro at de stadig fulgte månen, ville de sigte mod lysene fra en lille gruppe villaer. Når de nærmede sig den kunstige belysning, opløstes deres flugts gyldne hældning. Deres bevægelse blev til en besat runddans som kun døden kunne afbryde.
Der lå en mørk bunke natsværmere på verandaen foran det første hus.
Det var en villa med swimmingpool, en bygning i to plan med rene, regelrette linjer. Hver aften lod ejerne alle lysene udendørs være tændt når de gik i seng. De var overbevist om at en oplyst have ville afskrække eventuelle tyve. Væglamper på verandaen. Store ovaler i termoplast for foden af roserne. En række svage projektører der viste vej til swimmingpoolen.
Lysene fastholdt natsværmerne i et uafvendeligt kredsløb: som lig på verandaen, i dødskamp på det skoldhede plastik, i flugt mellem rosenbuskene. Få meter derfra bevægede en omstrejfende ungkat sig forsigtigt over græsplænen som den havde gjort natten forinden og natten før igen. Den satte sin lid til at man atter havde glemt en skraldepose udenfor. Under rododendronens grene spilede en hugorm sine kæber ud i et forsøg på at sluge en mus levende.
Den tætte mur af blade der adskilte villaen fra dens tvilling, bevægede sig let. Katten spidsede ører og løftede den ene pote i vejret. Kun natsværmerne fortsatte uforstyrret deres dans i den forårsagtige luft.
Med dette uhåndgribelige grågrønne slør som baggrund gjorde pigen sin entré i haven. Hun var nøgen, bleg og indsmurt i blod. Hun havde rødlakerede tånegle og smukke ankler der gik over i et par slanke, men ikke magre, ben. Bløde hofter. En fast og fyldig barm. Langsomt og vaklende bevægede hun sig fremad – skar skridt for skridt tværs hen over plænen.
Hun var ikke meget over de tredive, men kunne heller ikke være under femogtyve når man så den umærkelige eftergivenhed i vævet der kan forvandle teenagerens smidighed til noget formfuldendt. Den lyse hud fremhævede striberne ned ad hendes ben mens blodudtrædningerne på hofter og arme og lænd som Rorschachs blækklatter syntes at fortælle et helt indre liv under overfladen. Hendes ansigt var hævet, læberne kløvet af et dybt, lodret snit.
Det var kun naturligt at dyrene havde fornemmet en trussel. Det var langt mere bemærkelsesværdigt at de så hurtigt havde ignoreret den igen. Hugormen kastede sig atter over sit bytte. Fårekyllingerne genoptog deres sang. Pigen var holdt op med at bekymre dem. Det var nok i mindre grad harmløshed de syntes at fornemme, end det at hun med sin slæbende gang langsomt, men endegyldigt bevægede sig mod det punkt hvor arternes forskellighed går i opløsning. Pigen krydsede hen over den græsklædte flade omgivet af denne nærmest atavistiske ligegyldighed. Swimmingpoolens genskin på villaens mure løb hen over hendes hud som en glimtende kappe. Hun gik forbi cyklen der var blevet efterladt på stien. Og på samme måde som hun var dukket op i dette lille hjørne af verden, trådte hun ud af det. Hun gik gennem hækken på den modsatte side og forsvandt så ganske langsomt i buskadset.
Hun bevægede sig nu hen over markerne i månens stråler. Blikket var fraværende, men samtidig fæstnet til tråden fra månens spole, og således fulgte hun natsværmernes bevægelse, dog i modsat retning, og skridt for skridt rev hun sine fødder til blods på de grene og spidse sten hun trådte på. Sådan fortsatte hun i nogle minutter.
Buskadset blev til en støvet, åben strækning. Efter knap hundrede meter snævrede stien ind. En sort overflade, meget mere kompakt. Havde pigen kommunikeret klart med sine nervecentre, ville hun både have mærket musklerne spænde i sine lægge da hun begyndte at gå opad, og vinden der frit piskede mod hendes hud. Hun gik over tilkørselsvejen og bemærkede end ikke den kolde, metalliske kraft i de 500 watt der igen afslørede hendes hofters bløde kurver.
Fem minutter senere gik hun på asfalten, nøjagtigt midt på hovedvejen. Vejbelysningen havde hun lagt bag sig. Hvis hun havde løftet blikket, ville hun efter det næste sving have set tankstationens skilt og skydancerens ynkelige profil mod himlen. Hun fulgte vejbanen der drejede mod højre. Derefter gik vejen igen ligeud. Det var sådan hun må have genspejlet sig i dyrets pupiller – som en bleg figur midt imellem autoværnets parallelle linjer.
En enorm rotte havde fundet op på vejen og sad nu og betragtede hende.
Dens pels strittede, dens hoved var kantet. De gule fortænder forhindrede den i at lukke munden helt. Den vejede mere end fire kilo og hørte ikke til på de omkringliggende marker. Den kom fra de ildelugtende opsamlingsbrønde hvorfra kloakgangene strakte sig til de nåede de yderste byområder. Den var ikke skræmt af pigen der fortsatte med at gå. Den så snarere nysgerrigt på hende, med vejrende knurhår på den spiralformede snude. Man kunne næsten tro at den ville angribe hende.
Så mærkede dyret rystelser i asfalten og stivnede. Stilheden fyldtes af den drønende lyd fra en motor der nærmede sig. To hvide lygter oplyste den kvindelige profil, og endelig spejlede pigens øjne sig i et andet menneskes forskrækkelse.
I nattens kvælende varme der lå som en dyne over byen, fortsatte han med at fortælle sin historie om ulykken.
– Hold kæft noget lort. Her går man og passer sit arbejde, og så en dag lukker Gud deroppe øjnene og slipper dig af syne. Og lader han dig først i stikken, ja, så er der ikke noget at gøre. Og det var jo gået galt lige fra morgenstunden.
Han havde fortalt sin historie om foråret, og også før det, da det gamle, enstrengede varmeanlæg stadig kæmpede for at få bugt med kulden i klubben, så han, Orazio Basile, seksoghalvtreds år, tidligere lastvognschauffør og nu invalidepensionist, hele tiden snøftede mens han talte. Han sad foroverbøjet på stolen, krykkerne stod lænet op ad spilleautomaten, hans blik var bistert og fuldt af foragt. Hans publikum – bistandsklienter og metalarbejdere med ødelagte lunger – fulgte hver gang tålmodigt hans fortælling selvom ikke så meget som et komma ændrede sig.
Klubben lå i Tarantos gamle bydel, en lille ø formet som en bønne og forbundet med resten af byen af en drejebros arme. Et indtagende sted hvis man ikke skulle bo der. Ejendomme med lyserøde facader der var slidt af tiden og manglende omsorg, tomme gårde fyldt med græs og ukrudt. Foran klubben lå en åben plads hvor lastvognstogene holdt parkeret om natten. Mellem vognene så man de små fiskerbåde i vandet ved den øde mole. Og længere ude store røde, dobbelte flammetunger. Olieraffinaderiet genspejlet i det omliggende hav.
– Lorteby.
Orazio sagde det med opspilede øjne. Han talte dialekt, og han talte ikke om Taranto. De andre havde rettet deres opmærksomhed mod ham før han overhovedet havde åbnet munden. De havde med tiden lært at metronomens bevægelser gik forud for musikkens anslag – buksebenet der var lagt op til knæet, begyndte at røre på sig. Benstumpen bevægede sig op og ned i stadig hurtigere og mere irriterede ryk.
Den morgen havde en tynd blå tåge ligget over markerne mellem Incisa og Montevarchi. Han havde allerede i flere timer siddet bag rattet i lastvognen på vej ned ad A1. Passageren snakkede og snakkede. Orazio fortrød at han havde taget ham med.
Han var kørt fra Taranto den foregående eftermiddag og havde tilbragt natten på en servicestation ved Mugello, dysset i søvn af køleanlæggene på de store lastvogne fyldt med fødevarer. Klokken halv ni nåede han Genovas udkant. Han kørte rundt i industriområdet med dets net af uvirkelige landemærker. Elektronik. Legetøj. Hus og Hjem. Han kom forbi den ene engroshandel efter den anden. Beklædning. Her sagtnede han farten. Han rodede i sin lomme for at finde det krøllede stykke papir. Han havde været der måneden før, men var bange for at køre forkert. Da bogstaverne på skiltet endelig passede til det der stod på papiret, stoppede han.
Han lod lagerarbejderne læsse varerne af. Fem hundrede par cowboybukser produceret i Puglia til detailhandlen i den nordvestlige del af landet. Mens arbejdsmændene tog sig af bukserne, kom grossisten ud ad glasdøren ind til et lille kontor.
– Du fandt det igen, sagde han med et smil.
Manden var omkring de tres, klædt i vest og et luvslidt stribet jakkesæt der snarere syntes at være en slags besværgelse end et udslag af nærighed. Hans forretning måtte længe have klaret sig fint, lige så længe som det havde taget at slide jakkeærmernes kanter på den måde.
– Lad os gå over og få en kop kaffe.
Grossisten lignede en der var overbevist om at han endnu ikke havde nået det punkt der deler den forventede levealder i to, og heller ikke var i fare for det i fremtiden. Herfra til Taranto ville der være mere end tolv timers kørsel, hvert minut var dyrebart. Orazio prøvede stadig at finde en undskyldning for at sige nej da manden lagde en hånd på hans skulder. Han lod sig føre med. Det havde været den første fejltagelse.
Da de var kommet tilbage fra baren, havde han fulgt ejeren ind på kontoret for at underskrive fragtpapirerne. Først da havde han fået øje på mobiltelefonsælgeren. Den unge mand sad bag skrivebordet og læste avis.
– Søn af en gammel ven, sagde ejeren.
Den unge mand rejste sig og gav ham hånden. Et elegant jakkesæt, sorte sko. Jo mere grossisten gav sig god tid, jo sværere havde den trediveårige ved at holde benene i ro mere end tre sekunder ad gangen. Uden at flytte hovedet så Orazio ud på den mørke himmel gennem det lille vindue. Han ville væk derfra. Han følte den samme utålmodighed som når han i Taranto lørdag aften efter et par glas i klubben havde brug for at komme op at skændes med nogen.
– Det er nærmest et mirakel at han er i live, sagde grossisten.
Sælgeren var den foregående eftermiddag kørt galt med sin Alfa 159 i nærheden af Savona. Han havde fejlbedømt et sving og ledte nu efter kørelejlighed for at komme hjem.
– Han er også fra Puglia, tilføjede grossisten. Orazio tog sig sammen. – Hvorfra? spurgte han.
Fyren svarede. Grossisten nikkede tilfreds. En ulykke kommer sjældent alene, sagde Orazio til sig selv. Han tænkte at han ville kunne tage ham med uden at skulle køre en omvej. Han kunne sætte ham af lige efter betalingsanlægget og så fortsætte til Taranto. Det var nemmere at sige ja end at sige nej. Selvom han godt kunne sige nej. Problemet var grossisten: den boble af tilfredshed han svævede rundt i, var hans måde at tage for givet, nærmest kræve, at Orazio og mobiltelefonsælgeren kom godt ud af det med hinanden. En jovialitet som kunne afsløre sig som det den virkelig var, nemlig mistænksomhed og arrogance, hvis boblen brast. Det var ikke sket, og grossisten havde således, ligesom sidste gang, afholdt sig fra at tælle bukserne før han fik dem stablet på lageret sammen med andre magen til. Cowboybukser der alle var af samme mærke. Noget lastvognschaufføren havde haft i baghovedet da han påtog sig denne anden levering. Så han havde været nødt til at tage den unge fyr med sig.
Den anden fejltagelse havde været at lade ham snakke og sige alle de ligegyldigheder.
Passageren havde holdt sig i skindet indtil de nåede caféen på motorvejsgrillen ved Sestri. Hvilket betød at han de resterende ni hundrede kilometer havde snakket uafbrudt.
– Først har du udsigten over kysten ved Ponente. Den kender du, går jeg ud fra. Pinjetræer og citrusplantager helt ned til vandet. Og så bang! der sidder jeg lige midt på kørebanen uden så meget som en skramme. Du kan sgu ikke forestille dig hvordan det var! Jeg har ikke selv rigtig fattet det endnu. Og det var en splinterny Alfa 159. Før den havde jeg en Variant.
Han begyndte uden nogen grund at grine. – En Variant, gentog han.
Den hurtige præcisering hos en der vil blive ved med at opføre sig som en trediveårig også når han bliver halvtreds. Men han var jo også fra Bari, regionens hovedby. Han talte ubekymret om den fare han var sluppet uskadt fra … Når Dødens krogede kløer strejfede én, og man slap med forskrækkelsen, skulle man bare holde sin mund og komme videre.
Orazio fortsatte med at køre og lod som om han ikke hørte efter. Han kom dog ikke uden om fyrens umiskendelige tilstedeværelse da han ud for Caianello ikke kunne dreje af mod tankstationen. Her skulle han, hvis mobiltelefonsælgeren ikke havde været der, have mødtes med hæleren og afleveret de fyrre par cowboybukser han havde taget ud af varepartiet.
En del af pengene ville han have lagt til side sammen med de andre han ikke brugte på husleje. Dem kunne han få brug for når han kom op at skændes med nogen i klubben. Som han havde gjort andre gange, ville han så gå sin vej før det udviklede sig til slagsmål, og krydse gennem Tarantos udkantsområde indtil bygrænsen knap nok kunne ses i lysene fra olieraffinaderiet. En sværm af gnister ville skære igennem mørket for enden af en grusvej. Luderne. Han ville nærme sig dem og takke skæbnen for at den lod kvinder gå på gaden når han nu ikke havde installeret nogen hjemme hos sig selv.
I stedet var han nu nødt til at fortsætte og dermed give sælgeren mulighed for lidt senere at komme med sit forslag:
– Hvad siger du til at stoppe for at pisse? Jeg giver kaffe.
De fortsatte efter et kort ophold. Orazio var irritabel. Han blev ved med at ruge over de penge han netop var gået glip af. Han kørte fordybet i sine beregninger mens tusmørket udviskede Irpinias landskab, og en klar, metallisk, sort aprilaften sænkede sig over Puglias flade jorder.
Da de nåede Candela, så de i månens stråler energiparkens rækker af enorme vindmøllemaster der strakte sig hen over markerne. Det var som et landskab der alt for længe havde været fanget i en illusion. Biler i stedet for heste. Maskindrevne aksler i stedet for møllevinger. Efter ti minutter forsvandt mølletårnene, og horisonten blev flad.
Han ville have sat ham af ved motorvejsafkørslen Bari Syd. Men kort inden sagde fyren: – Så, nu må du lade mig gøre gengæld.
Han nævnte en restaurant i centrum. Ifølge ham et smart sted. Han opremsede retterne og vinene og var ikke færdig endnu da han pludselig tav – Orazio havde nikket. Den tredje fejltagelse. Det var ikke grådighed, men træthed der havde fået ham til at tænke at den unge mands middagsinvitation delvis ville kompensere for hans tab.
De kørte gennem betalingsanlægget ved afkørslen til Bari Syd og videre ud mod kysten.
Quídde paíse de mmerd’! Lorteby!
På dette tidspunkt i fortællingen rejste Orazio sig som regel. Han kom på benene med et fast tag om stolens armlæn mens den anden hånd stødte krykkerne hårdt i gulvet. Anstrengelsen fyldte ham med et raseri og en energi der forplantede sig til bardisken og flaskerne bagved og ikke mindst til tilhørerne der nikkede fulde af foragt, for deres by var en lang række af alskens ulykker og skandaler. Men Bari, den var værre.
Enhver ved sine fulde fem ville føle en vis uro hvis de kørte ind i Taranto fra hovedvejen langs det Ioniske hav. Den stille ro havet indgav én langs kysten, blev her knust mod cementfabrikkens siloer, mod raffinaderiets fraktioneringskolonner, mod valseværket, mod malmparkerne i det gigantiske industrikompleks der havde slået kløerne i byen. Indimellem blev en sjakformand kørt bort i ambulance når en slibekværn var løbet løbsk. Eller en maskinarbejder stod pludselig med albuebenet blottet efter at en slibesten var eksploderet. Maskinerne var indstillet og placeret efter en cost-benefit-analyses beregninger for de skader de påførte mennesker, beregninger udarbejdet af andre mennesker på kontorer hvor man optimerede de mest groteske uhyrligheder. Regionalrådene godkendte dem, og domstolene gav grønt lys efter langtrukne kampe som lokalaviserne levede højt på. Derfor var Taranto industriovnenes by. Bari, derimod, var en by fyldt med kontorer, retsbygninger, journalister og sportsforeninger. I Taranto kunne blærekræft, der er klassificeret som værende ‘yderst sjælden blandt unge’, tilskrives tilstedeværelsen af dioxiner på et niveau svarende til halvfems procent af landets samlede produktion. Hvor man i Bari en søndag eftermiddag kunne finde appelrettens aldrende dommer siddende afslappet i sofaen i sin dagligstue mens han iagttog sit barnebarn der blot iført et par beskidte gummisko øvede sig med en hulahopring. Denne episode var blevet refereret af en arbejder fra cementfabrikken hvis datter arbejdede som hushjælp i regionens hovedby.
Det var derfor han ikke skulle have taget imod mobiltelefonsælgerens invitation. Hvad hjalp det så at han havde fået en lejlighed ud af det i sidste ende? En firværelses i tiptop stand i en ejendom i et af Tarantos bedre kvarterer.
I Bari havde han efter middagen overladt mobiltelefonsælgeren til sin egen skæbne.
Han nåede end ikke at nyde at være alene før han fór vild. Han drejede til venstre, til højre og så igen til højre og befandt sig endnu en gang under optikerens blinkende ugle. Han bandede indædt og drejede den anden vej. En stander med et rullepanel skiftede fra en solfyldt reklame for tandpasta til en fløjlsblød reklame for en tøjforretning. Det var her Orazio kom i tanke om cowboybukserne der stadig lå bag i lastvognen.
Efter at have kørt rundt på må og få i en halv times tid drejede han ind på broen der adskilte byens centrum og villakvartererne. Ti minutter senere så han IKEA-tårnet og slappede af. Han vidste at han var på hovedvejen før han så autoværnet der skilte kørebanerne med modgående trafik.
Den Orazio der fortalte historien flere måneder senere, løftede med en uhyre kraftanstrengelse krykken op i skulderhøjde. Med et forstyrret blik pegede han ud mod det sorte rum på den anden side af bølgebryderne som for at sige at selv ikke et menneske der kunne gå på vandet, havde kunnet afværge hans ulykke. Fejltagelserne havde hobet sig op i skabelsens tomrum hvor livshistorier skrives før begivenhedernes vage blæk giver dem indhold og mening.
På hovedvejen havde han sat farten op. Fra vejen var der udsigt over vinmarkerne som strakte sig mod horisonten. Månen var kun et par dage fra at være fuld og gav denne nat indtryk af at kunne vokse uendeligt. Han accelererede i et sving og ændrede forholdet mellem sekundernes intervaller og kantpælenes reflekser. Efter det næste sving så han den oppustelige dukke i det fjerne. Den gyngede frem og tilbage over tankstationens tag. Der var noget latterligt over dens dans. Orazio rynkede brynene uden at slippe vejens kurve med blikket: Vejens sparsomme lys var reguleret i forhold til potentielle farer i den blinde vinkel. Han ville for eksempel kunne se en bil med defekte positionslys. Men det der skete, var umuligt at undgå.
En kvinde, eller måske en pige. Hun gik lige midt på vejbanen, fuldstændig nøgen og indsmurt i blod.
Han rykkede rattet hårdt mod højre. Hvilket var en fejltagelse idet lastvognen svingede i modsat retning. Pigen forsvandt bag ham. Han ramte autoværnet. Køretøjet skøjtede hen over vejbanen til det ramte autoværnet på den anden side. Det væltede, lagde sig med bunden i vejret og derefter igen på siden så han havde fuldt udsyn til den mur af jern der væltede ned over ham.
Han kom til sig selv på hospitalet i Bari, på en stue med nøgne vægge hvor en gammel mand med en brækket hofte jamrede uden ophør.
Fra vinduet hørtes de første spæde lyde fra en solrig morgen. Omtåget af den smertestillende medicin rakte Orazio en arm ud mod sengebordet. Han rørte ved den anden arm og greb så vandflasken. Vandet gjorde ham lidt klarere i hovedet – tankerne rettede sig ind som en række af lys, men faldt derefter fra hinanden igen for at stille sig op i en anden rækkefølge.
Han havde været ude for en bilulykke, men han var i live. En alvorlig ulykke. Han huskede motorvejen, han huskede mobiltelefonsælgeren. Lastvognen måtte være totalskadet. Men der var noget andet. En opalagtig glaskugle glimtede mellem de uslebne tandhjul med hvis hjælp han prøvede at rekonstruere det der var sket. Det var besynderligt, for mens tandhjulene udgjorde en samlet mekanisme, svævede glaskuglen i et tomrum. Den glimtede igen og forsvandt så. Pigen. Hun måtte være et spøgelse, et fantasifoster der dukkede op fra bunden af hans bevidsthed. Det begyndte at klø. Patienten i nabosengen blev ved med at klynke. Orazio kløede sig i ansigtet. Han kløede den venstre hånd med den højre. Det kløede stadig. Han fik med et ryk sat sig op. Han mærkede hvordan huden strammedes, og rakte en hånd ned mod det højre ben.
To sygeplejersker kom til da de hørte hans skrig.
Den næste morgen mens han lå udstrakt på sengen med dræn i amputationsstumpen, kom overlægen ind sammen med en sygeplejerske. Fra det øjeblik begyndte Orazio at tro på at den unge pige ikke havde været indbildning.
Lægen var gammel, høj og meget bleg, med hvidt, luftigt hår. Han bøjede sig ind over ham. Iagttog ham i længere tid end han behøvede. Smilede. Og blev så igen køligt observerende som han måtte mene passede sig for hans stand, og henvendte sig til sygeplejersken. Amputationsstumpen skulle vaskes med en mild sæbe, sagde han. En antiperspirant ville afhjælpe den kraftige svedafsondring mens betændelsestilstanden skulle behandles med salver.
– En kortisonbaseret salve, præciserede han på en måde der for patienten skulle lyde som en kærlig berøring, for sygeplejersken som en ordre.
Offentlige hospitaler. Orazio kendte dem. En af hans kusiner havde engang fået fjernet blindtarmen og havde derefter ligget fem timer på gangen. Overlægen var et skilt på en dør bag hvilken der aldrig var nogen. Men selvom den gamle nu så på ham gemt bag et panser af flotte eksamensbeviser, mærkede Orazio en sær samhørighed i hans blik.
Så han blev liggende ubevægelig i sengen. Han stirrede fast på overlægen så dennes blik fulgte hans da han lod det glide over mod den anden seng.
– Kan I da for fanden ikke gøre noget for at få ham til at tie stille?
To timer senere havde de flyttet ham. En enestue med eget bad. Det lignede mest et pulterrum med udsigt til eukalyptustræerne i gården. Måske et arkiv de havde tømt over hals og hoved og så udstyret med en seng, et sengebord og tv. Møbler der her gav en trist stemning af at være landet det forkerte sted.
De fik ham installeret i sengen og forsvandt så i nogle timer. Om eftermiddagen kom en sygeplejerske med en bakke med kaffe og friskpresset grapefrugt. Han så på hende med løftede øjenbryn. Skubbede til bakken der spærrede for hans udsyn. – Sikke en møgskærm … Han bad om at få et nyt fjernsyn. Dagen efter kom to kurerbude bærende på et 32” direkte fra butikscenteret.
Da overlægen igen kom for at tilse ham, forlangte og opnåede Orazio at sygeplejersken blev uden for stuen.
Dagen efter kom overlægen tilbage i selskab med to mænd i mørke jakkesæt. Under den enes jakke lagde Orazio mærke til en flig af noget der også lignede en kittel. Den anden var en mand i halvtredserne med voks i håret. Et iøjnefaldende prikket slips, et bredt smil der viste et sæt store tænder. Han præsenterede sig. – Landinspektør Ranieri … De begyndte at tale. Den første mand følte pludselig behov for at lukke persiennerne lidt til. Lyset faldt dæmpet ind i værelset.
Der var ingen der nu bragte det på bane hvorvidt han havde været beruset. I klubben kom de ikke længere med vittige bemærkninger om at ulykken måske især havde været fatal for hans hukommelse. Det havde de gjort i begyndelsen. Han fortalte mens de andre rystede på hovedet. Der var en der fik fat i avisen fra den dag hvor der ville have været skrevet om det. – Nå? Han slog på bardisken med den sammenrullede avis. Her var ulykkerne fra den pågældende dag. En arbejdsløs havde sat ild til sig selv foran Apple-forretningen på corso Vittorio Emanuele. Datteren af en kendt byggeentreprenør havde begået selvmord ved at kaste sig ud fra den øverste etage i et parkeringshus. Der havde også været en bilulykke, men på vejen langs Adriaterhavet. Ingen pige på hovedvej 100 klokken to om natten – hverken nøgen, påklædt, blodig eller noget andet. Ingenting overhovedet.
– Hvad så, Ora’, vil du stadig for alvor påstå at det skete?
Der gik dog kun nogle få uger, og så var Orazio flyttet. Fra sin toværelses i den gamle by til en lys, rummelig lejlighed med udsigt over via d’Aquino. Der var dog det problem at der ikke var elevator. Tåbeligt nok tænkte han først over det anden gang han måtte kæmpe sig op ad trappen med sine krykker. Det passede ham ikke ret godt. Tre måneder senere var et hold arbejdere i gang på et stillads på ejendommens gavlfacade.
Hvis der var nogen der ikke havde været overbevist af benstumpen, så var de det nu.
Men Orazio blev ved med at tænke på pigen.
Det var i begyndelsen af maj, og hans hospitalsophold var ved at være slut. De havde efterhånden fjernet de forskellige slanger og gradvis sænket hans medicindoser. Og de havde givet ham et par krykker.
Efter sin samtale med overlægen vidste han at det ikke var noget han drømte. Fra at være et foster af hans fantasi så han nu pigen som årsag til ulykken. Men han havde givet hende en statistrolle der samtidig fratog hende enhver betydning. Hun var årsag til ulykken på samme måde som et træ eller en olieplet kunne være det, som om træ eller olieplet kunne udgøre den logiske overgang til ordet ‘amputation’.
Indimellem genlød gangen af hans eder og forbandelser. Så kom ortopædkirurgen.
Det var ikke bare det at hans hjerne kunne mærke benet. Han tog sig selv i faktisk at bevæge tæerne på højre fod, han kunne mærke hvordan det kløede på højre ankel, og smerten – de skarpe jag mellem knæskal og underben i det knæ der ikke længere var der. Han bed tænderne sammen og fik koldsved på panden.
Og så en nat fandt han hende endelig igen, pigen.
Hospitalet var indhyllet i stilhed. De andre patienters klagen nåede ikke længere hans stue. Heller ikke vagtpersonalets småsnakken nåede derind. Han var faldet i søvn mens han så fjernsyn for så at vågne med et sæt under et reklamespot for en guldsmed der købte guld for femogtyve euro grammet. To unge rodede i munden på et lig, og i næste klip lagde de et par guldtænder foran guldsmeden. Han slukkede fjernsynet og vendte sig om på den anden side. Han måtte være faldet i søvn igen samtidig med at han mærkede at han skulle tisse. Langt væk i sine egne tanker rejste han sig fra sengen, sikker på at kunne stå på begge ben. Han faldt tungt om på gulvet.
Rasende og forpint mærkede han den kolde sved på panden.
Han forsøgte at skubbe sig op at sidde med hænderne. Han trak vejret tungt. Der var helt stille i værelset. Eukalyptustræernes skygger strakte sig ind over loftet så deres grene blev til alger, forgreninger i et koralrev der bølgede i havets dønninger. Hans øjne vænnede sig til mørket. Det forekom ham at et fint lys løb hen over gulvet – en kataklysme af ildfluer og søanemoner – det særlige lys man ser de første nætter i maj som den manglende kunstige belysning nu langsomt lod træde frem. Men det lys der fik ham til at tabe underkæben, kom fra et sted foran ham.
Lidt væk, på den anden side af den åbne dør ud til badeværelset, var barberspejlet der hang på væggen, oplyst af månen. Mens den nu kun var halv på himlen, var den i spejlets konkave flade stadig fuld – en sølvfarvet vandpyt fra fortiden, på bunden af hvilken han havde en følelse af at genfinde hende. En lille mørk plet der tog form efterhånden som den nærmede sig. Orazio vidste nu uden nogen tvivl at hun var smuk. Han forstod at hun kæmpede med døden. Forstod, med en gysen, at vilje alene ikke havde kunnet holde nogen oprejst på den måde, og at det altså måtte være noget andet der fik hende til at bevæge sig fremad skridt for skridt. Bevægelsen i sig selv, mere end det den udsprang af rent fysisk. Kviksand, en stillestående masse i sommerregnen.
Men især forstod han at han ikke havde drejet skarpt til siden for at undgå hende, men for at redde sig selv da alt i hende var ren og skær tiltrækningskraft og fravær af vilje, en hypnotisk kalden der hvis den bliver fulgt, udvisker alle forskelle og gør alt lydefrit, og vi, vi vil forsvinde for evigt.
Nicola Lagioia: Vildskab blev anmeldt i Jyllandsposten 31. juli 2018 under overskriften: “Iskolde gys fra første side” af Henriette Bacher Lind som gav den 5 stjerner af 6 mulige.