Fotografiet så på mig

En ung kvinde med lukkede øjne foran spejlet. Hendes lange, røde hår er lige blevet klippet af efter hendes eget ønske. Hun sidder stadigvæk der og virker spændt. Hun har lukket øjnene for bedre at kunne mærke forandringen. Et, to, tre fotografier, stadig med lukkede øjne, så åbner hun dem. Man holder vejret sammen med hende. Hun ville ikke følge overgangen, selve klipningen. Fotografen står bag hende og ser med kameraet, der dækker hans øjne, han ser ingenting. Er det allerede her, man kommer i tanker om Velázquez og hans spejle, eller er det først senere?

I de seneste syv år har jeg hver tredje uge – i valsetakt og som modvægt til mediernes marchrytme – skrevet en tekst ud fra et billede efter eget valg. Billeder strømmer ind over os alle vegne fra: aviser, bøger, plakatsøjler, udstillinger, fra smartphonen og fra nettet. At skrive om et enkelt foto var mit forsøg på at standse op og dvæle. Jeg ville bremse inflationen af billeder, ikke på verdensplan, men for mit eget vedkommende, som om iagttagelsen var en langsom og lidt gammeldags proces. I den forbindelse handlede det om møder med det visuelle: krigen i Ukraine, kvindekroppens symbolværdi eller en sky på himlen. I tidens løb er de punktvise klummer blevet til en sammenhængende tekst, en dagbog af eftertænksomhed.