Far

Fortælleren, en pige der er født nogle år efter anden verdenskrig ligesom Monika Helfer, beskriver en nærmest paradisisk barndom på det rekonvalescenthjem for krigsofre i bjergene i Vorarlberg hvor faren er blevet forvalter. Men både faren og moren er mærket af krig, faren har mistet et ben under anden verdenskrig, morens far ville aldrig kendes ved datteren der var født mens han kæmpede i første verdenskrig. Når de møder problemer, har de svært ved at håndtere dem, og dette bliver afgørende for familien.

Og så var han hjemme hos os igen. Men Gretel og jeg var som luft. Selv lille Richard som allerede kunne gå og altid fulgte efter Gretel og mig, og som altid lo og aldrig græd, var som luft. Selv ikke den endnu mindre Renate interesserede vores far sig for. Vi var som luft for ham. Vores mor var den eneste der betød noget for ham. Hun betød ikke bare noget, men alt. De to sad på terrassen som om de var sommergæ­ster. Og vi serverede for dem. Kakao og brød med bacon. Han læ­ste højt for hende. Kristin Lavransdatter. Vi blev ikke spurgt om vi ville lytte med. De var et kærestepar. Mors hoved var som klistret til hans skulder. Tante Irma sørgede selv for ret­færdighed og overtog igen kontrollen. Og engang imellem smilede hun endda til mig. Alt var godt.