Far

Og så var han hjemme hos os igen. Men Gretel og jeg var som luft. Selv lille Richard som allerede kunne gå og altid fulgte efter Gretel og mig, og som altid lo og aldrig græd, var som luft. Selv ikke den endnu mindre Renate interesserede vores far sig for. Vi var som luft for ham. Vores mor var den eneste der betød noget for ham. Hun betød ikke bare noget, men alt. De to sad på terrassen som om de var sommergæ­ster. Og vi serverede for dem. Kakao og brød med bacon. Han læ­ste højt for hende. Kristin Lavransdatter. Vi blev ikke spurgt om vi ville lytte med. De var et kærestepar. Mors hoved var som klistret til hans skulder. Tante Irma sørgede selv for ret­færdighed og overtog igen kontrollen. Og engang imellem smilede hun endda til mig. Alt var godt.