Pigen med Leica’et

Helena Janeczek, Pigen med Leica’et. Roman, 344 sider. Oversat fra italiensk af Marie Andersen. Omslag Håkan Liljemärker. 9. december 2021. Vejl. pris 299,95 kr.

”Hun var simpelthen … den kønne unge pige som man ikke kunne komme udenom – ligesom skæbnen.”


Paris, sommeren 1937. Til tonerne af Chopins Marche funèbre bevæger et gigantisk begravelsesoptog med røde bannere sig fra Gare d’Austerlitz mod Père-Lachaise-kirkegården. Fotografen Gerda Taro er få dage forinden blevet knust under en kampvogn i et slag ved Brunete vest for Madrid. Hendes partner og kæreste Robert Capa går forrest, nedbrudt af sorg, han havde lært hende at bruge Leica’et, og sammen var de taget til Spanien.